For to måneder siden kørte vi og vores datter til Jylland. Hun skulle starte på en efterskole derovre. Det var en svær dag for mig. Jeg er meget bundet til min datter. Og jeg var meget bekymret for, om hun ville kunne klare at bo så langt væk fra os. (Vi bor på Sjælland). Min mand sagde på det tidspunkt, at jeg må se at forstå, at hun vokser op og en dag, flytter hjemmefra. Så det er ligesom træning for både hende og mig i, at vi lever adskilt.
Svært
Og ja, det har været svært at give slip på hende. Men jeg kan godt se fornuften i min mands kommentar. Og det har også vist sig, at jeg godt kan leve uden hende. Og hun uden mig. Jeg har fået mange mails fra hende om, at hun har det godt og er glad for at være på den teater efterskole på Fyn, som hun selv valgte at gå på. Hun skriver også, at hun har haft nogle gode ture ind til den nærmeste, store by sammen med nogle veninder fra skolen. De har været inde og købe nyt tøj. Hun fortæller også om sin hverdag på skolen. Hun har nogle pligter, som skal passes. Hun har det også sjovt med undervisningen. Og hun lærer meget om teater.
Hun er rigtig glad
Når hun skriver om, hvad hun lærer omkring teater, kan jeg læse, at hun er rigtig glad. Hun skriver så entusiastisk om det. De lærer både om skuespil. Om at skrive teaterstykker. Om kostumer og store danske skuespillere. Hun skriver også, at hun er blevet interesseret i historie. Det undrer mig lidt. Men jeg kan forstå, at de har haft et lille tema om Ludvig Holberg, og at de har udforsket den periode, som han levede i. Hun vil gerne besøge Bergen, hvor han blev født.
Det glæder mig at læse hendes mails. De gør mig glad. Og jeg savner hende lidt mindre, når jeg ser, at hun har det godt.
Men jeg må da sige, at jeg glæder mig meget til, at hun kommer hjem til jul. Jeg savner hende. Det indrømmer jeg. Og jeg indrømmer også, at jeg måske har været overbeskyttende overfor hende.
Jeg har det også bedre
Samtidigt må jeg også indrømme, at jeg selv er blevet gladere. Måske fordi jeg har mere tid til mig selv. Og måske også fordi jeg ikke er så bekymret for hende længere. Hun har jo vist mig, at hun ikke har haft noget problem med at bo langt væk fra os. Hun har vist mig, at hun tænker meget på mig. Det er en lettelse at vide. Og det er rart også for min mand.
Han kommenterede faktisk på det i går. Vi var ude og gå en tur. Vi talte om hende. Og så sagde han lige pludseligt, at han har lagt mærke til, at jeg ikke er så bekymret længere – og at jeg er gladere. Det, synes han, er vidunderligt. Han ved godt, at det har været svært for mig. Men han sagde altså også, at det er godt, at vi fik hende på efterskole.
